The Wallpaper Serenades (2025)
(for Mixed Choir and Brass Quintet)

The Wallpaper Serenades er et manifest for det dybt menneskelige i os, vores kroppe, sanser og sinds drift mod balance, natur og fællesskab. Som modstykke til tidens umenneskelige perfektheds-, præstations- og accellerationskultur, digitale fremmedgørelse og kolde teknologiske dominans, søger og tegner værket en vej for hvordan vi i Informationsalderens hurtige, barske og digitale virkelighed kan skabe rum, hvori vi påny kan dyrke og nære de dybe menneskelige værdier.

Teknologiens og digitaliseringens hastige fremskridt og den rasende udvikling af kunstig intelligens rusker verdensbilledet, de gamle magtsystemer, hierarkier og kommandoveje. Vi lever i stigende grad i et effektivitets-, perfektions- og accelerationssamfund, hvor maskinernes systemer, værdier og adfærdsmønstre er altoverskyggende dominansfaktorer. I 6 satser undersøger The Wallpaper Serenades hvordan det præger den menneskelige krop, selvforståelse, dets sind, følelsesliv, empati, fællesskaber og eksistens, og forsøger at hele vores apatiske tidsalder.

The Wallpaper Serenades tager afsæt i menneskets følelse af at være utilstrækkelig og marginaliseret; følelsen af at leve, virke og tjene i periferien af samfundet; som om det menneskelige er reduceret til ‘wallpaper eller tapet , interiør og rammesætter for at andre og andet, diktatorer, maskiner og teknologi kan skabe indhold, mening og agenda.

Værket udfolder sig som en akustisk omsluttende totaloplevelse, der kan udfolde sig i enhver form for rum omgivet af vægge. Ved at drage paralleller mellem de fysisk tilstedeværende vægge, overflader, tapeter og‘ wallpaper et på en computer, lader The Wallpaper Serenades først koret søge og synge i ly af væggenes/computerens trygge ensomhed og simulerede rene, stille enkelhed for at undslippe verdens støj, invaderende sansebombardement og accelererende brutalitet.

Koret placeres rundt om publikum syngende mod et fælles centerpunkt. Efterhånden som værket udvikler sig og fremmedgjorthedens ensomhedsrealitet tager til, vender sangerne sig bort og synger ind mod væggene - i fornægtelse af det gængse koncertrum/performance situationen, fællesskab og samhørighed. Fra dette nulpunkt af absolut afmagt overfor verdens og menneskesindets tilstand, rejser der sig en ny naturlig enkelhed fra messingkvintettens naturklange, og intuitivt kaldes mennesket/sangerne tilbage til sin/deres balance og forbindelse med hinanden og naturen - dens ældgamle visdom, der regerer omkring såvel som i mennesket. Sangerne drages langsomt fra ydervæggene mod rummets centrale punkt; deres stemmer og ord vokser fra intime, ensomme fragmenter, som var sangerne ensomme og simple ‘molekyler’, flydende i verdensrummet til at danne nye forbindelser - genfødes - og integreres til sidst i fælles lyd og harmoni, der hæver sig i storslået kollektiv og korisk samklang.

På denne måde udfolder værket sig som en musikalsk og simpelt performativ rejse fra ensomhed mod fællesskab og integration; fra fornægtelse, ensretning, fortabelse og død mod liv, diversitet, fællesskab og rummelighed, og tegner perspektiver for optimisme, liv og fremtid.

- Josefine Opsahl