læs interview med Henrik Hellstenius om operaen "Ophelias: Death by Water Singing"
24th June 2005
Hamlets version af historien kender vi udmærket fra Shakespeare. Hamlet er helten i en mandig historie om at hævne mordet på en konge og fader, koste hvad det vil. Det koster hans forlovede Ophelia forstanden og livet. Henrik Hellstenius og forfatteren Cecilie Løveid har skabt en ny kammeropera ”Ophelias: Death by Water Singing”, hvor Ophelia-skikkelsen er i fokus, resten af persongalleriet har de skåret ned til Hamlet, dronning Gertrud og tre ’Woodmaidens’. Opera Vest og Cikada ensemble uropfører ”Ophelia: death by Water Singing” i Sandnes til september i år efterfulgt af en række opførelser på Ultima Festivalen 2005 i Oslo.
Ophelia mellem myte og modernitet
Den engelske maler Millais har indfanget Ophelias skæbne i et enkelt berømt billede: druknende driver hun ned ad floden omgivet af afrevne blomster, helt tydeligt fortabt i sin egen forvildede verden. Millais’ Ophelia har været en af flere visuelle inspirationskilder for Hellstenius og Løveid:
”på et tidspunkt i vores arbejde med operaen lavede Cecilie og jeg en enorm bog, hvor vi limede teksten til operaen ind og en mængde billeder. Alt fra kunstværker til reklamebilleder. Den bog var et løfte for os begge to om, at vi ville tænke operaen mere som en serie af billeder end som en lineær handling. Millais’ billede blev på den måde sidestillet med moderne billedserier med kvinder. Det har givet mig en vældig frihed til at lade musikken og operaen bevæge sig mellem det gamle og det nye. Myten og moderniteten”, fortæller Henrik Helstenius.
Myten om Hamlet og Ophelia stammer fra Saxo, og i hans fortælling om den danske prins henter dronning Gertrud Ophelia til det danske hof for at gifte hende med en destruktiv og ustabil Hamlet. Hun er det lokkemiddel, der skal afsløre om Hamlet er gal eller bare spiller gal. Netop den ide om Ophelia som et middel, har Hellstenius og Løveid holdt fast i, forklarer Henrik Hellstenius:
”Lets be objects, lets be things you can handle - synger alle i begyndelsen af operaen. Mennesker bruger mennesker som middel til at opnå noget, og Ophelia er let at bruge, fordi hun er uklar på sin egen identitet både menneskeligt og kønsligt. Hun ønsker at udforske de muligheder, som hun bliver tilbudt, men oplevelsen af et brud med hendes egne forventninger om forpligtigelse og kærlighed bliver for stærk for hende. Hun oplever det klassiske svigt ved at blive forladt, og at de mennesker som omgiver hende ikke er, hvad de udgiver sig for at være. Hamlet er ingen elsker men en morder”.
Hamlet beundrer Ophelia i smug, mens hun bader og begærer hende, mens Ophelia drømmer om at blive gift med Hamlet. De tre ’Woodmaidens’ – en blanding af skovnymfer, hekse og frivole tjenerinder - griber ind og sørger for, at Ophelia og Hamlet forenes St. Valentinsnat, men udfaldet bliver ikke lykkeligere end i Shakespeares version af Hamlet myten, ”She feels to much, poor gracious Ophelia” synger skovnymferne, før de fortæller hende, at Hamlet har dræbt Kongen. Han er morder. Og Ophelias vej mod galskab og død begynder for alvor.
Mikset af myte og modernitet går igennem operaens tekst. Det eventyrlige univers får krop med de tre Woodmaidens, der både er menneskelige og overnaturlige væsener, og som da også handler helt efter egen lyst og ganske uden moral. Moderniteten træder igennem som små anakronismer: ”The only thing I’m religious about, I don’t know why, are drinking lot of water and using sunscreen”, synger Gertrud som en aldrende fotomodel. Men det er et velovervejet miks, forklarer Henrik Hellstenius:
”Jeg opfatter opera som et ”drømmens teater”. Et teater hvor netop synteser af myter og modernitet kan fungere godt sammen. Der er ingen krav til realisme i opera – snarere modsat – og en opera kan godt beskæftige sig med mystisk stof. Samtidig vil en ny opera altid klinge ”moderne” og det er dette interessante felt, vi har forsøgt at undersøge. Det der kan opstå i rummet mellem eventyr og realisme. Jeg opfatter musikdramatik som et fristed i en tid, der er præget af den realistiske fortællings tyranni”.
Mødet mellem myte og moderne musik
Musikken til ”Ophelias” er opstået i mødet med Cecilie Løveids tekst, fortæller Henrik Hellstenius, der har forsøgt at komponere scener med forskellig tæthed og fremdrift: ”musikken til Ophelias er på en måde en opsummering af musikalske ideer, jeg har arbejdet med de sidste 5-6 år. Den problemstilling der er knyttet til stilstand og fremdrift, bevægelse og stagnation er på sæt og vis noget, jeg altid arbejder med. Jeg er meget fascineret af strygeinstrumenternes millioner af klangvariationer, og jeg har også i de sidste år skrevet meget for slagtøj, det er også tydeligt i operaen, vil jeg tro. Jeg arbejder ofte med kontraster mellem centraltoner og større harmoniske aggregater. Mellem stærk fremdrift og stillestående flader”.
”Ophelias: Death by Water Singing” er Henrik Hellstenius anden opera. Den første ”Sera” blev uropført på Ultima Festivalen i 1999 også af Opera Vest. Men hvor det instrumentale i ”Sera” er akkompagnerende tænkt, så har det instrumentale mere selvstændigt i ”Ophelias”, Henrik Hellstenius siger uddybende:
”Jeg vil også lægge til, at jeg er svært optaget af at prøve at finde en unik klang og unik syngemåde til hver karakter og scene. Jeg er ikke så glad for brugen af stemmen som et generelt instrument, hvor karakterer i en opera synger omtrent de samme typer melodiske linier og med samme type klang. Pop, rock, jazz og al verdens folkemusik har vist os det utroligt stærke i enkle karakteristiske sanglinier med en unik klang. Det er noget, jeg er optaget af at forfølge i min musikdramatik”.
Salvatore Sciarrinos opera ”luci mie Traditridci” og især Sciarrinos måde at behandle det vokale på, nævner Henrik Hellstenius som et forbillede: ”Sciarrino sætter det vokale i centrum og lader det instrumentale bevæge sig rundt om og i forhold til dette, i modsætning til den tyske tradition, som dominerer her i nord, hvor det vokale er instrumentalt tænkt og ofte skabes ud fra det instrumentale”.
Tekstens bevidste blanding af myte og modernitet har været med i Henrik Hellstenius overvejelser omkring musikken til operaen, men hvor teksten til ”Ophelias” primært bevæger sig i det mytiske univers, befinder musikken sig primært i det moderne: ”jeg har leget med vokalitet og musikalske objekter, der sikkert vil opfattes af publikum som en duft af ”noget andet”. Det arter sig ikke som postmoderne leg med stilarter og gammelt materiale, men snarere som en konsekvens af karakterens handlinger og psykologier. Det kan være små fraser af noget som minder om barnesang, en skræmt mandsstemme i falset, tre rå kvinder som vrænger og harcelerer. Noget som er direkte og råt. Det mystiske er i den musikalske sammenhæng udtryk for arketypiske psykologier, som knytter det vi hører med det, vi ser f.eks. Ophelias galskab og død”.
”Ophelias: Death by Water Singing” - Cecilie Løveid og Henrik Hellstenius moderne fortolkning af myten om Ophelia bliver uropført af Opera Vest og Cikada ensemble i Sandnes den 23. september 2005 og opføres samme sted den 24. september. Forestillingen opføres også den 1., 2., 8. og 9. oktober 2005 på Ultima Festivalen i Oslo.
Henrik Hellstenius opera ”Sera” blev belønnet med Edvardprisen i 2000 og er indspillet på plademærket ”Aurora”.
Læs mere om Opera Vest på hjemmesiden www.operavest.no
Læs mere om Cikada ensemble på hjemmesiden www.cikada.no
