Singe die Gärten, mein Herz, die du nicht kennst (1974)

I ’Singe die Gärten mein Herz...’ (1974) benyttes som materiale et udsnit af den melodiske uendelighedsrække, hvis overtoner så frigøres i den musikalske sats, rytmisk udformet ud fra det gyldne snits proportioner 2:3. Værkforløbet er formet som en proces, hvor hvert musikalsk øjeblik samtidige rummer en rest af fortiden og et glimt af fremtiden - ud fra den helhedsopfat-telse, der er sammenfattet i Rilke-sonettens ’fühl, dass der ganze, der rühmliche Teppisch gemeint ist’.

Med denne erkendelse om kollektiv menneskelig vilje kom ’Singe die Gärten mein Herz...’ yderligere til at indgå som en natur-lig afslutning i komponistens store 3. symfoni (1972-75).

Per Nørgård