• Anders Koppel
  • Concerto for Violin, Accordion and Orchestra (2001)
    (Double concerto for violin, accordion and orchestra)

  • Edition Wilhelm Hansen Copenhagen (World)
  • 2+pic.2.2.2/4.2.0.0/timp.2perc/str
  • Violin, Accordion
  • 25 min

Programme Note

Koncert for violin, accordeon og orkester blev til på bestilling af Duo Modus, til hvem stykket også er tilegnet. Det blev komponeret fra foråret 2001 til foråret 2002 mens flere andre værker var i støbeskeen, således Koncert for Percussion og Orkester (2001), Sonatine for blæserkvintet (2002) og Solo Concertante for solo klaver (2002), og koncerten nød derfor godt af flere gange at blive genoptaget og revideret med friske øjne. Således blev den tredje sats til sent i processen, da det blev klart at værket behøvede en scherzo for at finde sin balance. Koncerten er den tolvte i rækken af mine solokoncerter og er i sin form inspireret af den klassiske solo-koncert - virtuose solostemmer i dialog med hinanden og med orkestret
igennem fire satser.

En bred første sats med et energisk hovedtema og et mere lyrisk sidetema i vekslende belysning frem mod satsens højdepunkt, derpå en lille cadence og en kort reprise af hovedtemaet.

Anden sats begynder med en koral, der bygger på den gamle middelaldermelodi "Når mit øje træt af møje". Temaet bliver gradvist udviklet og forvandlet, for til sidst at dø ud i koralen.

Tredje sats er - som nævnt - en hurtig scherzo, der er inspireret af solsorteungens ene tone i det tidlige forår. Satsen afbrydes af et kort smertefuldt suk, men vender tilbage til det hurtige hovedmotiv, der tynder ud og standser brat. Sidste sats er skrevet i en dramatisk, hurtig 6/8 rytme, der bliver vendt og drejet i alle dens dansante muligheder. I en livfuld udveksling af idéer mellem de to solister og orkestret. Festen bliver - via en cadence med orkesterakkompagnement - ført til sin kulmination.

Anders Koppel 2002


Scores

Reviews

Discography