Festivalen Holmboe i Horsens 17.-19. marts

På de hjemlige breddegrader åbner Vagn Holmboes fødeby dørene for den årlige Holmboe-festival. I dagene 17.-19. marts er en række af Danmarks fremmeste udøvere samlet i Horsens, og fredag 17. marts får Gefion Trioen fornemt akkompagnement af den brasilianske pianist Edson Elias, der hermed giver sin første koncert i Danmark. Sammen fremfører de bl.a. Holmboes Ballata og musik af 250-fødselaren Mozart. Festen fortsætter om lørdagen med hele fire koncerter. Duo Takemitsu spiller uddrag af Holmboes to sonater for hhv. fløjte og guitar solo, Hanne Tollbøll og Nicolai Nielsen fremfører Holmboes Sonate opus 145, og Århus Sinfonietta spiller hans ”Prelude to a Dolphin” samt Karl Aage Rasmussens ”Løven, musen, Den Store Elefant og Jens Pismyre” på en familiekoncert med Råbekoret Tinnitus, Jesper Brun-Jensen som fortæller og dirigent Søren K. Hansen. Og søndag afslutter Kontra Kvartetten årets festival, bl.a. med Holmboes Strygekvartet nr. 19. www.holmboe.horsens.dk