Ole Schmidt 75 år

Ole Schmidt har gennem snart et halvt århundrede markeret sig på den danske som den internationale musikscene. De første år var det som jazzpianist og akkompagnatør til gymnastik, man kunne møde ham. Da Schmidt, efter at have studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (siden 1948), havde sin officielle debut som komponist i 1955, havde han allerede skabt sig et navn i Danmark med en Klaverkoncert og musik til balletten Bag Tæppet. Herefter gik det stærkt for den unge komponist, pianist og, ikke mindst, dirigent. Gennem de følgende år videreuddannede Schmidt sig i direktion hos førende dirigenter som Sergiu Celibidache, Albert Wolff og Rafael Kubelik, hvilket medførte en række engagementer - længerevarende som mere freelancebaserede - i ind- og udland. Ole Schmidt slog for alvor igennem i 1974, hvor han sammen med London Symphony Orchestra forestod den første samlede indspilning af Carl Nielsens symfonier - en bedrift der var med til at sætte international fokus på ikke blot Carl Nielsens men dansk musik som helhed. Siden er det blevet til en lang række indspilninger af værker skrevet nyere danske komponister, heriblandt Niels Viggo Bentzon, Sv. Erik Tarp, Herman D. Koppel, Rued Langgaard, Asger Hamerik, Hakon Børresen, Ludolf Nielsen, Gunnar Berg, Hans Abrahamsen, Karl Aage Rasmussen og naturligvis Schmidt selv. Schmidts oeuve omfatter blandt andet orkesterværker, en fin række af koncerter for messingsolist og orkester, flere værker for kammerensemble samt soloværker. I 2002 afsluttede Schmidt sin 7. Strygekvartet, der sammen med de seks foregående udgives i anledning af 75 års-dagen.

Related News