WHs Komponistpris 2002: Hans Gefors og Anders Nordentoft

Dette års modtagere af WHs Komponistpris blev Hans Gefors og Anders Nordentoft. Den niende uddeling af WHs Komponistpris fandt sted ved torsdagskoncerten d. 28. november 2002 i Radiohusets Koncertsal, hvor Nikolaj Znaider og Radiosymfoniorkesteret spillede under ledelse af Gerd Albrecht. Orkester- og Korchef Per Erik Veng overrakte WHs Komponistpris og den medfølgende check på kr. 50.000 til begge prismodtagere umiddelbart efter det første stykke på aftenens koncertprogram: Anders Nordentofts "Distant Night Ship". I sin motivationstale sagde Per Erik Veng blandt andet: “Hans Gefors har gennem de sidste to årtier placeret sig som en af Nordens allerstærkeste fornyere og skabere af værker med ord og musik. [...] Med sit stærke dramaturgiske instinkt og kompositionstalent skaber Gefors en helhed, hvor indflydelser fra mange musikpåvirkninger går sammen i en ganske særlig Gefors-stil helt i tråd med tekstforlægget, og det er på baggrund af denne indsats for skabelsen og nyudviklingen af nordisk vokalmusik og musikdramatik, at bestyrelsen bag Edition Wilhelm Hansens komponistpris har valgt at give denne pris for 2002 til Hans Gefors.” “Anders Nordentoft er den dybt originale, intuitive musiker-partitur-komponist i dagens Danmark - oprindeligt professionel musiker med et bredt musikalsk virke på tværs af genrerne. Musikerskabet ligger dybt i Anders Nordentofts musik, der opstår i et lyttende, musicerende nærvær - stærkt billedskabende og poetisk, nogen gange en direkte melodiøs musik, der kommer lytteren direkte i møde - som det er blevet udtrykt. [...] I denne musik ligger en iboende dramaturgi - måske sågar kimen til musikdramatik - . Den er nu på vej - og i det nye værk On This Planet overskrider den altid nysgerrige Nordentoft [...] grænserne og skaber et værk et sted mellem rockkoncert og moderne opera. [...] Anders Nordentoft får prisen for sin originalitet, nysgerighed og den kvalitet, der hæver hans musik udover det sædvanliges grænser og gør en forskel.” Edition Wilhelm Hansen AS uddeler hvert år WHs Komponistpris til en eller flere komponister, der har markeret sig med værker af en særlig kvalitet. Prismodtagerne udpeges af af priskomité - i år cellist og professor Morten Zeuthen, orkester- og korchef Per Erik Veng, komponist og professor Bent Sørensen og komponist og rektor Steen Pade.