Bo Holtens instrumentationer af Carl Nielsen-værker vækker genlyd
12th June 2002
- "Sympatisk og særdeles succesfulde transskriptioner af forskellige Nielsen-værker"; sådan starter David Fanning sin anmeldelse af Bo Holtens instrumentationer af Carl Nielsens Commotio, Violinsonate Nr. 2 og 7 tidlige Sange. Fanning understreger at transskriptioner af orgelværker ofte kan være en blandet fornøjelse, men med Bo Holtens fortolkning får Commotio føjet nye farver til paletten. Blandt andet nævnes Holtens brug af paukerne i åbningsdelen, ligesom en fagottrio leder tankerne hen på det flegmatiske temperament i Nielsens 2. symfoni (”De fire Temperamenter”).
I The Independent sammenstiller Rob Cowan Bo Holtens instrumentationer med Stokowskis og Resphigis instrumentationer af Bach.
Martin Anderson dykker ned i det forgrenede fletværk af nielsensk polyfoni i Commotio og priser Bo Holten for med instrumentatorisk snilde at fremhæve de forskellige melodiske linier således, at man som lytter kan forstå den indre musikalske logik, der ligger til grund for de enkelte stemmers forløb.
Instrumentationerne er udgivet på Danacord DACOCD 588 med Henriette Bonde-Hansen (sopran) og Bjarne Hansen (violin) med Bo Holten foran Odense Symfoniorkester.