To solokoncerter på én uge

Næste uge byder på uropførelser af to solokoncerter - en saxofonkoncert skrevet at Niels Rosing-Schow og en harpekoncert skrevet af Per Nørgård. Radiosymfoniorkestret lægger ud med at uropføre saxofonkoncerten torsdag den 22 januar i Radiohusets Koncertsal med Jeanette Balland som solist og Thomas Dausgaard som dirigent. Den 27. januar er det så Per Nørgårds koncert der står for tur, og her er det Esbjerg Ensemblet og Tine Rehling der opfører koncerten på Ribe Katedralskole. Saxofonkoncerten er i mange henseender et søsterværk til Niels Rosing-Schows violinkoncert Trees, som blev uropført af Christina Åstrand og Thomas Dausgaard i spidsen for Radiosymfoniorkestret i 2001. Om dette ”søskendeforhold” siger Niels Rosing-Schow: ”I forholdet mellem solist og orkester er slægtskabet tydeligt. Jeg søger ligesom i violinkoncerten en relation, der ikke kun er akkompagnement, ikke kun er kontrast, ikke kun er ‘koncerterende’ (i den gl. betydning ‘kappestrid’), men en relation, der er en ‘forlængelse’ og ‘afsmitning’ af soloinstrumentets klang og stof ind i orkestret. Hvad angår orkestrets klanglige ressourcer, dens anlæg og varighed er saxofonkoncerten absolut en ’storesøster’ til violinkoncerten.” I koncerten får den lidt sjældnere barytonsax en central rolle. Komponisten har ladet sig drive af instrumentets store spændvidde og som kontrast til dette lader han altsaxofonen overtage i et mere bølgende udtryk. Per Nørgårds harpekoncert med titlen ”... Gennem Torne” er skrevet for samme besætning som Ravels Introduktion og Allegro: harpesolo, fløjte, klarinet og strygekvartet. Per Nørgård har i dette værk undersøgt de musikalske muligheder i nogle helt nyopdagede sammenhænge i uendelighedsrækken. Per Nørgård opdagede rækken i slutningen af 1960’erne, og har siden vendt tilbage til den i forskellige udformninger. Titlen er inspireret af den kendte tyske julesalme ”Maria gennem torne går” og komponisten har citeret uddrag fra denne salme i partituret så digtet får en anderledes smuk fremtoning: Maria gennem torne går ... de bar ej løv på syvende år ... ... da blomstred’ roser frem mellem torne Koncerten er skrevet til Tine Rehling, der ved samme koncert også spiller Per Nørgårds første harpekoncert Konge, Dame, Es (1989), Sonora (1981) for fløjte og harpe samt Hedda Gabler (1993) for bratsch, harpe og klaver. Esbjerg Ensemblet og Tine Rehling gentager koncerten ved Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg den 28. januar. Yderligere information om værkerne og komponisterne kan fås ved henvendelse til Edition Wilhelm Hansen, Eline Sigfusson Paludan: ews@ewh.dk