Uropførelse af Poul Ruders' Studium

Den 11. Januar 2001 uropføres Poul Ruders' Studium: Koncert for 2 solo percussionister og orkester af Safri Duo og Radiosymfoniorkestret dirigeret af Thomas Dausgaard. Ved samme koncert uropføres Hans Abrahamsens arrangement af Carl Nielsens Festpræludium.
Poul Ruders skriver om sin koncert. "Som det fremgår af den latinske titel Studium, så er stykket et studie eller en etude for virtuost slagtøj og orkester - samt en komponists studium af tålmod og detalje i opbygningen af en vældig struktur baseret på et stramt og begrænset tonemateriale. Titlen betyder egentlig '... en opgave udført med glød og ønsket om at opnå det sublime' - et naturligt mål i enhver kunstnerisk stræben.
Solister og orkester arbejder sammen hen imod et a-symmetrisk klimax; herefter udvikler slagtøjet sig fra det ensemble-rpægede til det virtuos-solistiske, hvorimod orkestret til det sidste holder kortene tæt ind til kroppen, så at sige, og bibeholder sin rolle som surround-sound. Hvad der så sker, vil jeg ikke løfte sløret for her…"

Related News