Fuld fart frem for Eichberg

Komponisten Søren Nils Eichberg har mildt sagt travlt denne vinter. Ved torsdagskoncerten 10. februar uropfører DR SymfoniOrkestret hans 2. Symfoni, og ugen efter er der endnu en uropførelse af et stort orkesterværk i kalenderen. Eichbergs ”House of Mirrors” for to cellister og orkester uropføres af Nordwestdeutsche Philharmonie i Detmold 15. februar, og orkestret tager værket med sig på turné i Tyskland ved hele fem efterfølgende koncerter. International bevågenhed får Eichberg desuden fra den amerikanske violinist Hilary Hahn. For at udvide sit repertoire med mere nykomponeret klassisk musik har hun udvalgt 27 komponister, der alle har fået bestilling på et kort værk for violin og klaver. De kommende sæsoner skal værkerne spilles som ekstranumre ved Hilary Hahns koncerter verden over, og efterføgende indspilles på cd'en In 27 Pieces: The Hilary Hahn Encores. Udover Eichberg er det navne som Krysztof Penderecki og David Lang, der deltager i det stort anlagte projekt.