Wilhelm Hansen Musikforlag overtager Exlibris og Wincklers Musikforlag

Wilhelm Hansen Musikforlag overtager Exlibris Forlaget Gyldendal frasælger musikforlaget og pladeselskabet Exlibris, som blev oprettet i 1975 af impresarioen og pladeproduceren Peter Abrahamsen. Idéen var at skabe et pladeselskab med en litterær profil som kunne give en række unikke danske stemmer ørenlyd. Under Peter Abrahamsens ledelse er det gennem årene blevet til en lang række markante og originale udgivelser: Mathildes Pigesind med musik til Tove Ditlevsens digte, Erik Grips De levendes land med sange til tekster af N.F.S. Grundtvig, Benny Andersen og Povl Dissings Svantes viser, Pia Raugs udlægning af Inger Christensens digtsamling Det samt ikke mindst Sebastians Bertold Brecht-plade, Tiderne Skifter, der netop i år er genudsendt med originale demoversioner af sangene. Wilhelm Hansen Musikforlag overtager d. 30. juni musikforlaget og pladeselskabet Exlibris. Wilhelm Hansen Musikforlag ser frem til at videreføre den grundlæggende idé bag Exlibris i tæt samarbejde med kunstnerne. I flere tilfælde er kunstnerne fra ExLibris allerede tilknyttet musikforlaget, idet Wilhelm Hansen Musikforlag allerede i dag arbejder sammen med flere af kunstnere. Derudover supplerer kataloget på ExLibris og Wilhelm Hansen Musikforlag hinanden stilmæssigt, hvilket gør denne overtagelse naturlig og fordelagtig for alle. I praksis lægges pladeselskabet Exlibris ind under Storyville Records, som er ejet af Wilhelm Hansen Musikforlag. Wilhelm Hansen Musikforlag overtager Wincklers Musikforlag Wilhelm Hansen Musikforlag har købt Wincklers Musikforlag og herunder Københavns Musikforlag. Disse kataloger indeholder klassikere som Gem et lille smil til det bli'r gråvejr (af Gustav Winckler), Heksedansen (= her kommer mutter med kost og spand) (af Thøger Olesen) og Sidder på et værtshus (af John Mogensen). Wincklers Musikforlag stiftedes af Inge og Gustav Winckler i slutningen af 1950’erne. Gustav Winckler komponerede i stor stil musik, samtidig med at forlaget købte rettigheder til et stort katalog af dansk og udenlandsk populærmusik primært fra perioden 1950-1970. Wincklers Musikforlag ejer desuden en del masterrettigheder til Gustav Winckler indspilninger, samt Københavns Musikforlag. I 2003 overtog Gustav Wincklers døtre Teena og Susanne Winckler forlaget og arbejdet hermed. De har nu solgt Wincklers Musikforlag, inkl. Københavns Musikforlag til Wilhelm Hansen Musikforlag. Wilhelm Hansen Musikforlag glæder sig til at videreføre arbejdet, som familien Winckler har påbegyndt og til at repræsentere forlæggeren, sangeren, komponisten og tekstforfatteren, Gustav Winckler samt de andre ophavsmænd på forlaget.