Syv fantastiske fortællinger: tættere på målet

Syv fantastiske fortællinger: tættere på målet
Niels Marthinsen
© Nina Strand
Nu er Niels Marthinsen nået til det fjerde af sin serie af værker inspireret af Karen Blixens ’Syv fantastiske fortællinger’ fra 1934. Tirsdag den 18. november ’08 blev trioværket ’Digteren’ nemlig uropført i Århus Musikhus af Kasper Pihl, barytonsaxofon, Birgitte Bærentzen, violin og Jørgen Hald, klaver. Karen Blixens ’Syv fantastiske fortællinger’ er fuld af livsvisdom og drømmende fortælleglæde og handler om så fundamentale emner som mennesket og dets skæbne, forholdet mellem mandligt og kvindeligt, mellem livet og kunsten. I sin musikalske pendant holder Niels Marthinsen sig derfor ikke til én bestemt type af besætning, men lader den skifte fra værk til værk. Af den årsag kan man i denne syvfoldige serie af værker blandt andet møde en saxofonkvartet, en duo bestående af en bastrombone og et klaver og et mere traditionelt kammerensemble. Selv om værkerne ikke deler den samme besætning har Marthinsen bevidst søgt at skabe en rød tråd i sin alsidige serie. På samme måde som Blixen i sine fortællinger lader identiske temaer og motiver dukke forskelligt frem, fletter Marthinsen sig nemlig ind og ud af et musikalsk grundmateriale. Et tonemateriale, der derfor konstant viser sig i usete former og kombinationer.