Bo Holten fylder 60 år onsdag den 22. oktober 2008

Bo Holten indtager som komponist og dirigent en særstilling i dansk musikliv. Efter studier i musikvidenskab på Københavns Universitet og fagotstudier på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium blev han i 1976 redaktør for Dansk Musiktidsskrift. Et tidsskrift, han redigerede frem til 1979. Samtidigt virkede Bo Holten som anmelder på Weekendavisen. Det var også i disse år, at han begyndte at markere sig som komponist og dirigent. Som komponist har udgangspunktet for Holten været den rige europæiske musiktradition, hvorfra han har hentet inspiration fra såvel middelalder og renæssance som fra senromantik og impressionisme. Samtidig er Bo Holten en af de få nutidige danske komponister, der har holdt fast ved den traditionelle klassiske musiks tonesprog. Det er særligt vokalmusikken, der har stået Holtens hjerte nær, hvilket de mange korværker fra hans hånd vidner om. Som dirigent har Bo Holten været foregangsmand for den tidlige vokalpolyfoni i Norden, især i forbindelse med dannelsen af den kritikerroste vokalgruppe Ars Nova i 1979. Fra 1996 har Holten været at finde foran sit eget kor; det professionelle vokalensemble Musica Ficta, hvis repertoiremæssige udgangspunkt er den virtuose ensemblesang i alle dens afskygninger. For Bo Holten er det vigtigt, at musikken er meddelsom, når ud til publikum og påvirker de mennesker, der lytter til den. Og det har den foreløbigt gjort, bl.a. i et utal af indspilninger og koncerter. Bo Holtens opera ’Livlægens besøg’ (om den gale kong Christian VII) får premiere på Det Kgl. Teater i 2009.