Rued Langgards MESSIS - Orgeldrama i Tre Aftener

ERRATA Rued Langgaard: MESSIS, 1. Aften WH 30493 / ISBN 87 598 1056 4 I den trykte udgave, i Revisionsberetningen (side 42-DK og side 44-UK), er et par crescendo-kiler og nodehalse og bjælker faldet ud. Til højre er (i rammen) en liste over de manglende symboler. Errata-listen (i rammen) kan også downloades som pdf-fil. Red. __________________________________________________ Rued Langgaard (1893-1952) komponerede MESSIS (HØSTENS TID) i årene 1935-37, dog således at to af satserne går tilbage til 1932-34 og de seneste rettelser og tilføjelser blev foretaget 1950-51. Værket omfatter tre dele: MESSIS, JUAN og BEGRAVET I HELVEDE samt et postludium. Musikalsk og idémæssigt står MESSIS centralt i Langgaards produktion og vidner om en betydelig skaberkraft og udtryksvilje, selv om det blev til i en kritisk og forholdvis uproduktiv periode af komponistens liv. Ordet messis betyder høst på latin. Langgaard har lånt ordet fra Vulgata, fra Jesu lignelse om ukrudtet i hvedemarken (Matt. 13). Lignelsen fortæller, at hveden og ukrudtet - det gode og det onde - skal vokse side om side på marken indtil "høstens tid"; først da bliver ukrudtet sorteret fra og brændt. Høsten er et billede på verdens ende. MESSIS er altså ”musik til verdens ende”, men ikke apokalyptisk på samme måde som f.eks. Langgaards opera ANTIKRIST. I modsætning til operaen er optimismen fremherskende i MESSIS i overensstemmelse med værkets programmatiske tilknytning til Kristi liv og forestillingsverden. Da Langgaard i 1936 havde komponeret første del, forklarede han, at begrebet høstens tid også rummer en personlig musik-æstetisk symbolik: "Selv om bibelens ord har inspireret mig til dette orgeldrama, er der også andre motiver, f.eks. tiden indtil verdenskrigen, fra [Niels W.] Gades død og indtil verdenskrigen, som jeg mener er høstens tid. Musikken nåede på dette tidspunkt en pragt, en glans, en skønhedsrigdom, der paralleliserer den med høstens tid i bibelsk forstand." MESSIS søger at fastholde tidsånden fra denne periode, 1890-1914, der falder sammen med Langgaards barndom og ungdom. Helt bevidst genkomponerer han stemninger fra en verden af i går. Langgaard var af den opfattelse, at tiden omkring 1900 var en skæbnetid for mennesket som kulturvæsen, og at epokens skønhedssøgende musik pegerede frem mod den kommende fuldendelse og undergang. Der er ikke blot tale om nostalgi, men en idé om, at en nutidig meningsfuld musik må gribe fat her og tydeliggøre det åndelige potentiale i det efterromantiske tonesprog. Langgaard kalder MESSIS et ”Orgeldrama i Tre Aftener". Komponisten refererer måske konkret til et opførelsesforløb over tre aftenkoncerter, men det falder bedre i tråd med hans musiksymbolistiske tankegang at opfatte aftener som en poetisk betegnelse for musikken selv. Altså aftenmusik, musik i et tvelys af skønhed og spirende undergang. I forbindelse med operaen ANTIKRIST anfører Langgaard et sted, at "de sidste tider" netop er karakteriseret ved, at skellet mellem lyset og mørket er udvisket; hvede og ukrudt trives side om side. Der er således en meget personlig, men ganske logisk baggrund for det tilbageskuende tonesprog i MESSIS. Det romantiske udtryksregister udnyttes til fulde. Som helhed har værket næsten karakter af et katalog over en epokes musik. Sentimental melodik stilles over for frapperende indfald, déjà-vu-romantik sættes i relief af dissonanser og voldsomme udladninger. Kun kortvarigt, om overhovedet, bevæger musikken sig stilistisk ud over grænseåret 1914, men værkets sammensathed og den rige variation i satsformerne viser, at der en distance og en tidsafstand mellem tonesproget anno 1900 og værkets kompositionsår 35 år senere. 1. Aften med titlen MESSIS blev til 1935-36, hvor Langgaard samlede fire satser, der var blevet til som enkeltstående kompositioner, til en helhed. Ældst er den centrale tredje sats, Høstens Tid, som har givet navn til hele værket og som blev komponeret 1932-33. Den foreligger i en selvstændig version med titlen Nemo contra deum nisi deus ipse (BVN 217). Første aften blev strammet og revideret af Langgaard 1950-51 i forbindelse med opførelser i Ribe Domkirke. De tre første satser skildrer - med skriftsteder fra Mattæus-evangeliet som motto - forventningen om Kristi genkomst og det himmelske rige. Første sats, Anskriget, lægger ud med begyndelsen af dommedagssalmen SIONS VÆGTER HÆVER RØSTEN, en tillempet udgave af Philipp Nicolais WACHET AUF, RUFT UNS DIE STIMME (1599). Det er en pointe for Langgaard, at der er sammenfald mellem en passage i salmemelodien og gralsklokkemotivet fra Richard Wagners Langfredagsopera PARSIFAL, et motiv, der udnyttes som basso ostinato i satsen. Fra starten etableres således en programmatisk sammenhæng mellem undergangsforventningen, skildret i de tre første satser, og Langfredagsbegivenhederne, som står i centrum i fjerde sats. Anden sats, Vaager, er for de første 38 takters vedkommende lånt fra den svenske komponist Emil Sjögrens PRÆLUDIUM OG FUGA NR. 3 (C-dur) op. posth., udgivet 1920. Langgaard benytter første halvdel af præludiet med få ændringer - med den pointe, at gralsklokkemotivet (bevidst eller ubevidst) parafraseres af Sjögren i de første takter. Fjerde sats, Korsfæstelsen, er en orgelpassion, en instrumental skildring af Langfredagens hovedbegivenheder i tæt tilknytning til evangeliernes beretning. Efter jordskælvet afsluttes med en koral for kor om den himmelske fred til et vers af Hans Adolf Brorson (1694-1764) efter tysk forlæg af Abraham Hinckelmann (1652-95). Anden og tredje aften er, med komponisten ord, "efterklange af Jesu tanker". 2. Aften blev til i 1936. Den spanske titel JUAN refererer til Johannes-evangeliet, hvorfra Langgaard har hentet tre udtalelser af Jesus som motto for de tre midtersatser. Skriftstederne udtrykker ifølge Langgaard "det kristelige alvorlige livs drama, kortere sagt: dom - ånd - liv". Omkranset af præ- og postludiets programmusikalske tolkning af "menneskets liv er som græsset" (Salme 103) kan JUAN siges at dreje sig om livets vilkår i kristent perspektiv. De centrale satser udfolder sig inden for klassiske formtyper, sådan som satsbetegnelserne sonate, rondo og fuga viser. Rondotemaet i tredje sats er lånt fra klaverelegien SKOVEN SUKKER, komponeret af Rued Langgaards far, Siegfried Langgaard (1852-1914) og udgivet 1907. Efter at det kristne liv har været i centrum i anden aften, fokuserer trilogiens afsluttende og korteste del, BEGRAVET I HELVEDE, på dødens vilkår. Musikken blev komponeret 1937, men fandt først sin endelige form i 1939. I modsætning til anden aftens overvejende klassiske form er her tale om regulær programmusik, som tolker Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus (Lukas 16). Kompositionen er i en fri, næsten improvisatorisk form, der nøje følger beretningens ord og endog (i tredje og fjerde sats) bringer underlagt tekst i orgelsatsen. Hele MESSIS afsluttes med et postludium, der som overskrift bærer den genopstandne frelsers ord: "Mig er given al magt i himlen og på jorden. Se, jeg er med eder alle dage indtil verdens ende" (Matt. 28). Satsen genbruger et tema fra 3. Aftens anden sats, I Dødsriget, men i bogstavelig forstand med ændret fortegn: hvor den rige mand i dødsriget oplever den himmelske musik i mol og med afbrydelser, præsenteres den i postludiet i en lutret dur-form. Gralsklokkerne fra første del citeres igen og den pompøse slutnings fire sidste toner i orgelpedalstemmen er G A D E. MESSIS slutter således med en skjult tilegnelse til det, Niels W. Gade (1817-90) stod for: den romantiske ånd. Rued Langgaard uropførte 1. og 2. Aften på eget initiativ i Københavns Domkirke henholdsvis 22. april og 15. oktober 1936. Pressens modtagelse var negativ og nedladende, og komponisten fik ikke tilladelse til at præsentere trilogiens sidste del i domkirken. Langgaard var efterhånden blevet helt isoleret fra musiklivet og kæmpede desperat for sine musikæstetiske standpunkter, som ingen tog alvorligt. Hans naturlige ønske om at få ansættelse som kirkeorganist blev trods ihærdige anstrengelser først imødekommet, da han i 1940 fik embede som domorganist i Ribe. Her afholdt Langgaard dog ikke mange kirkekoncerter. Men i 1947 programsatte han 3. Aften af MESSIS på en radiokoncert fra Ribe Domkirke. I sidste øjeblik komponerede han imidlertid til denne lejlighed et nyt værk over historien om den rige mand og Lazarus med titlen IN TÉNEBRAS EXTERIORES (BVN 334). Et par gange opførte Langgaard enkeltsatser fra MESSIS i Ribe Domkirke, men kun første aften blev opført her i sin helhed, Langfredag 1950, 1951 og 1952. Bendt Viinholt Nielsen maj 2001

Related News