Poul Ruders modtager Cannes Classical Award

Dansk musikliv indtager Cannes med HKH Prins Henrik som protektor og komponisten Poul Ruders som spydsspids for et internationalt kulturfremstød under Midem Messen. »Når vi ønsker at tildele Poul Ruders The Living Composer Award på grund af hans fantastiske opera Tjenerindens fortælling, skyldes det et ønske om dels at bidrage til at skabe en øget interesse for komponistens værk, dels gøre opmærksom på en af de betydeligste navne i den ny musik, ikke kun i Danmark, men i hele verden.« Sådan motiver formændene for Cannes Classical Award, David Hurwitz og Christophe Huss, prisen til Poul Ruders. De står bag en organisation, hvis medlemmer er internationale pladetidsskrifter. Repræsentanter for Cannes Classical Award gæster Danmark i disse dage og meddelte den opsigtsvækkende nyhed ved et pressemøde i Danmarks Radio. Ruders modtager prisen den 20. januar 2002 i Cannes under Midem Messen, som i høj grad vil være domineret af danske kulturaktører. I anledning af at Poul Ruders modtager den prestigefyldte pris, spiller RadioUnderholdningsOrkestret i Palais des Festivals under ledelse af den norske dirigent Rolf Gupta. Begivenheden med H.K.H. Prins Henrik i spidsen vil blive udnyttet til at præsentere et bredt udsnit af dansk musikkultur. Dansk Musik Informations Center (MIC) har samlet de bedste kræfter i dansk musik- og erhvervsliv til at samarbejde om at gøre arrangementet så attraktivt som muligt. Dette er en enestående chance for at promovere dansk musik og musikkultur i rammer med international bevågenhed. MIC, DR, det nationale pladeselskab dacapo, forlaget Edition Wilhelm Hansen og mange andre aktører forbereder nu det storstilede arrangement.

Related News