Located in the UK
Located in the USA
Located in Europe
- Anders Koppel
Kvintet (2008)
(Quintet)- Edition Wilhelm Hansen Copenhagen (World)
Programme Note
Da den nyudviklede mezzosaxofon både har sopransaxofonens slankhed og altsaxofonens dybde samt en fløjlsagtig klang, er den som skabt til at blande med den klassiske strygekvartets instrumenter. Som det er tilfældet med klarinetten i Brahms Klarinetkvintet, lader Anders Koppel mezzosaxofonen bevæge sig frit imellem strygerne, og med sin gyldent varme klang kan den både smelte sammen med strygernes homogene klangkrop og træde frem som funklende solist. Der er dog solistiske udfordringer til alle fem musikere i første sats, hvor rytmiske finurligheder og smukt klingende melodistumper hvirvles sammen i et sprudlende vekselspil, som både er præget af humor, sorgløs lethed og momentant drømmende afsnit.
Første sats livsbekræftende dans får en brat ende i anden sats, hvor tiden så at sige går i stå. Her er snarere tale om en stemning end egentlig udvikling, i en musik hvor statiske klangblokke dominerer lydbilledet, og hvor inspirationen blandt andet stammer fra den dunkle atmosfære i Böcklins Die Toteninsel, hvor en lille båd med en kiste har kurs mod en ensomt beliggende ø i det hinsides. I kraft af små effektfulde toneforskydninger krydses grænsen næsten umærkeligt mellem skønhed og smerte i satsens begyndelse. Efterhånden viser det sig, at der tale om en klassisk barcarole præget af en karakteristisk vuggende rytmik, og selv om rolige melodiske bølgebevægelser siden skyller igennem den musikalske sats, fastholdes oplevelsen af, at vi her på en egen forunderlig vis befinder os i dødens forgård.
Desto større er frisættelsen når livet igen slippes løs i 3. sats, hvor alle 5 musikere kastes ud i et virtuost motorisk ridt, hvor stemmerne griber ind i hinanden som små tandhjul i et sindrigt urværk. Trods små indskud af brat afbrudte takter og en øm duet mellem den fabulerende saxofon og en sjælfuldt syngende cello, er der ingen vej tilbage. Anført af rigt broderede saxofonsoloer, der er skræddersyret til Benjamin Koppels unikke musikalske evner, drives musikken fremad mod en triumferende slutning.
- Esben Tange
Første sats livsbekræftende dans får en brat ende i anden sats, hvor tiden så at sige går i stå. Her er snarere tale om en stemning end egentlig udvikling, i en musik hvor statiske klangblokke dominerer lydbilledet, og hvor inspirationen blandt andet stammer fra den dunkle atmosfære i Böcklins Die Toteninsel, hvor en lille båd med en kiste har kurs mod en ensomt beliggende ø i det hinsides. I kraft af små effektfulde toneforskydninger krydses grænsen næsten umærkeligt mellem skønhed og smerte i satsens begyndelse. Efterhånden viser det sig, at der tale om en klassisk barcarole præget af en karakteristisk vuggende rytmik, og selv om rolige melodiske bølgebevægelser siden skyller igennem den musikalske sats, fastholdes oplevelsen af, at vi her på en egen forunderlig vis befinder os i dødens forgård.
Desto større er frisættelsen når livet igen slippes løs i 3. sats, hvor alle 5 musikere kastes ud i et virtuost motorisk ridt, hvor stemmerne griber ind i hinanden som små tandhjul i et sindrigt urværk. Trods små indskud af brat afbrudte takter og en øm duet mellem den fabulerende saxofon og en sjælfuldt syngende cello, er der ingen vej tilbage. Anført af rigt broderede saxofonsoloer, der er skræddersyret til Benjamin Koppels unikke musikalske evner, drives musikken fremad mod en triumferende slutning.
- Esben Tange
